Efterårsarrangement 2017

"Historiens vingesus

i Helsingør"

lørdag den 9. september 2017


Vi mødtes til medbragt kaffe og brød på parkeringspladsen ved Museet for Søfart – som sædvanlig i strålende solskinsvejr.


Første punkt var rundvisning på Nordeuropas bedst bevarede Karmelitterkloster, som er sammenbygget med den imponerende Sct, Mariæ Kirke. Dette fantastiske bygningsværk er påbegyndt ca. 1430 af munke fra Karmelitterordenen.



Vor guide Steen – pensioneret lærer – gav os alle en ”på opleveren” med div. anekdoter om klosteret og kirken. Han var så engageret, og fortællende, at tiden blev overskredet med 45 min!!



Derefter var tiden inde til en velfortjent frokost på Madam Sprunck, et hotel beliggende i det centrale Helsingør.


Efter 1½ time med spisning og hyggeligt samvær, var det tid til at komme videre til Museet for Søfart.


Museet er bygget på grunden hvor Helsingør Skibsværft lå. Man har indrettet museet i den gamle tørdok, så det er en speciel oplevelse med det meget rustikke miljø mellem de gamle betonvægge i tørdokken. Selve udstillingen om vor handelsflåde gennem tiderne er absolut et besøg værd, og kan kun anbefales.


Afslutningsvis var der kaffe og kringle i museets cafeteria, og også her gik snakken lystigt.


Desværre havde formandinden mistet kontrollen over vejret, så turen tilbage til bilerne foregik i styrtende regnvejr – dette bør hun forbedre til næste komsammen!


Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til Anette & Steen for et flot arrangement.


Klubbens hoffotograf, Erik havde dene gang måttet hverve en afløser, Alice Brunse, der sørgede for at dokumentere dagens oplevelser i en flot fotoserie.